Coronavirus har virkelig sat sit præg på dagsordenen, her i 2020. De europæiske lande må siges at have været, og er stadig, ramt af stramme restriktioner, kontante ”lock-downs” og en stor portion uforudsigelighed i tilværelsen. Udover de tiltag og konsekvenser som Coronavirus har haft på de europæiske borgere, må det sandes at den europæiske økonomi ligeledes har været genstand for alvorlige konsekvenser. Faktisk så store konsekvenser, at krakket i aktiemarkedet februar 2020 kategoriseres som en recession.
Økonomiske konsekvenser
De økonomiske konsekvenser, opstod i første omgang på grund af den massive nedlukning af Europa, på tværs af de europæiske lande. En sådan nedlukning sætter samfundets store hjul i brat hold, og den interne sammenhandel i Europa lige så. Det resulterede i en pludselig og høj arbejdsløshed, hvor Spanien og Italien var værst ramt. Der blev straks draget analytiske paralleller til den store depression i 1930, hvor arbejdsmarkedet blev udsat for selvsamme effekt. Den høje arbejdsløshed, kombineret med en midlertidig lukning af forretninger og selskaber, krævede en hurtig håndsrækning. Denne håndsrækning kom i form af hjælpepakker fra de respektive landes stater og regeringer.
Disse hjælpepakker har mildest talt udhulet det offentliges sparekasse på tværs af EU, samtidig med at BNP er faldet i samtlige lande, som konsekvens af den forretningsmæssige lukning. I kontrast til det ekstremt høje offentlige forbrug, har de private forbrugers opsparinger aldrig været højere end de er i dag. Netop derfor, er der måske ikke så stor grund til bekymring, da historien viser, at forskellene ofte udligner sig selv i løbet af de næstkommende år.
Udfordringen for de europæiske regeringer ligger derfor i, om der bliver behov for flere offentlige midler, til at bekæmpe Coronavirussens konsekvenser. Netop fordi de offentlige kasser allerede er tømte. Bliver det ikke aktuelt, mener de økonomiske vismænd ikke at der er grund til større bekymring.
Den europæiske centralbanks hjælpende hånd
Den europæiske centralbank (ECB) har været nødt til at tage action, efter Coronavirussens impact på økonomien og arbejdsmarkedet. Det betyder blandt andet, at ECB har måttet skrue lidt på pengepolitikken, for at imødekomme det nødvendige større forbrug, hos de private forbrugere. Et større forbrug er nødvendigt for at udligne den ulighed, der er opstået mellem det offentliges forbrug og de privates opsparinger. Et emne som ECB specielt ønsker at påvirke, er blandt andet lysten til at investere i aktier, da pengene så let og enkelt, og ofte i større summer, flyttes fra stillestående opsparingskonti, til at blive aktivt anvendt i kapitalselskaber.
Derfor har ECB helt præcist vedtaget, at den historiske nulrente får lov at fortsætte helt ind til år 2024. Det afspejles også allerede nu, ved at bankerne (Nordea, Danske Bank osv.) indfører negative indlånsrenter på private bankkonti, helt ned til en grænse på 250.000,- DKK.
Som økonomerne beskriver det med akademiske termer, så opstår der simpelthen en ”risk free premium”. Normalt skal incitamentet, altså en god forrentning af ens sparepenge, være rimelig høj, før det er risikoen værd at flytte sine sparepenge væk fra den sikre rente i banken. Men netop fordi at der ikke er nogen rente at hente i banken, og hvis der er, så en negativ rente, så øges incitamentet til at flytte pengene over i aktiver, som giver et afkast. Det skaber dermed en flugt ud af penge, så at sige. Det er for urentabelt at eje almindelig valuta i en bank.
Denne flugt væk fra penge afspejler sig blandt andet også i den ekstremt volatile bitcoin, som de seneste måneder er eksploderet afsted i kurs, med mere end 300% stigning. Simpelthen fordi det er en møntfod, som ikke kan reguleres ved og derfor betragtes som en slags ”sikker havn”.
